Begrebet Ki i aikido




Bemærkninger til
A Literature survey
by Minhhuy Ho

http://www.aikidofaq.com/philosophy/index.html


Hvis begrebet Ki er universelt, findes det ikke kun i orientalsk (østlig) kultur. I occidenten (vestlig) kultur finder vi begrebet æteren. Dette begreb var almen accepterer i vestlig filosofi og åndsvidenskab, helt op at atom teorien blev den alt overskyggende teori til at beskrive stof og energi. Atom teorien arbejde en tid med spørgsmålet om partikler og bølger. Begrebet Verdens æteren betragtes i dag som en anakronisme af den naturvidenskabelige verden. Det nyeste syn på stof og energi som er opstået gennem kvante mekanikken, åbner imidlertid op for et en adfærd i energier og stof, som på mange måder er lige så uforklareligt og gådefyldt som de teorier som knytter sig til begrebet Verdens æteren - det æteriske eller Den universelle ki eller den individuelle ki.
I kinesisk litteratur er der meget omfattende beskrivelser af begrebet qui og de elementer. Artiklen Ki i Aikido, henviser til mange kilder.
I den græske filosofi arbejdede man med fem elementer, æter, ild, luft vand og jord. Æteren blev betragtet som den femte element eller det element hvorfra de fire andre elementer udgik. Æteren rummede i sig det usynlige eller åndelige urbillede af det der fremtrådte som synligt og materielt i form af gasarter, flydende og faste stoffer eller ild, luft, vand og jord.
I den vestlige verden er R. Steiner vel nok den der har foretaget de mest omfattende beskrivelser Verdens æteren. Han så at æter kræfterne havde fire forskellige kvaliteter. Varme æteren, lys æteren, den kemiske klang æter og livs æter.
Den synlige verden er ikke kun en sammensætning af atomer og molekyler, men en afspejling af en ånds sfære. Vi taler om naturkræfter og naturlove, som var de blinde og bevidstløse manifestationer, men naturen er gennemstrømmet af en enheds ånd eller en natur mening.
I denne ånds sfære eller ånds verden opleves ”fastland” som kraftfelter. ”hav og floder” som toner, ”atmosfæren”, som følelser, ”varme” som tanke og ”lys” som visdom.
Mange tror fejlagtigt at en erkendelse af disse forhold, forudsætter en verdens fjern tænkning – at man forsvinder ud i dagdrømmeri og urealistiske forestillinger. Men intet er mere forkert end en sådan opfattelse. For at forstå og erkende sådanne tanker må vi i virkeligheden blive mere materialistiske end materialisterne. Problemet med den såkaldte realisme, logik og materialisme er at disse bevidstheds impulser i realiteten er tågede antagelser som intet har med den samlede virkelighed at gøre. Netop den del af menneskeheden som i vor tid påkalder sig videnskabelighed og realisme lever i en kollektiv illusion i lighed den man have da man troede at jorden var universets centrum og at vor planet var flad som en pandekage. Men selv religionerne har mistet kontakten til de åndelige verdner som de henviser til og blevet lige så materialistiske som multinationale firmaer. Så hvorfra skal mennesket i dag hente inspiration til at forstå begreber som Verden æteren eller den Universelle ki?
Derfor forbliver Aikido for langt de fleste der udøver denne kunst blot en interessant form for helse gymnastik eller kampsport/selvforsvar. Lige siden M. Ueshiba introducerede sin Aikido, er der ikke mange som har kunnet eller ville forstå den Kotedama – Det åndelige ord, som han søgte at formidle til sine elever.
A…E…I…O…U… det Universelle Kotedama for det Hele Menneske, for det Verdensskabende, det Væsensskabende, det Selvskabende, det Livsopvækkende, det Åbenbarende, det Ånds opfyldende.

Chin Kon Ki Shin

M. Ueshiba th - bemærk Ueshiebas håndstilling

(ukendt person tv)

Grundlæggeren af Aikido M. Ueshiba, lagde ikke skjul på at den Budo, han udviklede og som han kaldte Aikido, var resultatet af åndelig inspiration, mere end en samling af Budo teknikker.

Mange af de åndelige impulser som M. Ueshiba introducerede, havde sine rødder Shinto eller ”Gudernes vej”. Denne traditionelle japanske religion, var også kilden til den inspiration som M. Ueshieba modtog gennem mødet med den religiøse bevægelse Omoto, som udviklede sig omkring 1900-tallet i Japan under ledelse af Onisaburo Deguchi.

M. Ueshiba forlod faktisk Budo for at hellige sig en indre skolingsvej, men da de japanske myndigheder forbød Omoto gruppens aktiviteter, søgte han tilbage til sin Aiki-budo og udviklede derpå begrebet Aikido, som en kombination af en autentisk budo og indre skolingsvej.

Gennem hans Doka ”Fredens Kunst” kan vi klart danne os et indtryk af den spirituelle essens, som hans nye Aikido var gennemstrømmet af. Han ønskede at Aikido teknikkerne skulle tjene som en renselses proces af menneskets krop og sind. Den Misogi eller lutring som han udviklede, rensede han fra de fakir agtige øvelser, som vi også finder i visse zen og yoga skoler.

Disse metoder blev modificeret yderligere af K. Tohei, i form af begreber som Shin shin toitsu do, Sokushin No Gyo og Senshin No Gyo.

Den daglige udøvelse af Aikido teknikkerne er i sig selv en Misogi, men M. Ueshiba introducerede også forskellige former for øvelser, som ville fremskynde den indre udvikling af menneskets krop og sind.

Det grundlæggende begreb for dette arbejde kaldes Chinkon Kishin. Det første ord henviser til nødvendigheden af at bringe sindet til ro og at slappe af. Det andet ord henviser til muligheden for at vende tilbage til det guddommelige eller kami.

Der er tale om to faser. Den første (Chinkon) drejer sig om at vitaliserer kroppen eller indsamling af den æteriske essens, den anden (Kishin) drejer sig om en dyb kontemplation eller vågen meditativ tilstand. Den første fase havde fokus i mave området. Den anden i hals området.

Mange af disse øvelser er delvis forsvundet fra Aikido, fordi de virkede for højtflyvende for de fleste da Aikido begyndt at blive en populær Budo. Men selv blandt de første elever (uchideshi) som M. Ueshiba forsøgte at overfører sin Aikido til, var mange af hans Omoto inspirerede tanker for vidtløftige og de havde efter deres mening ikke noget at gøre med Budo.

Nogle af M.Ueshibas nærmeste elever opdagede imidlertid, at noget var ved at blive overset – at noget manglede. K. Tohei, som på dette tidspunkt var Chefinstruktør for Aikikai Hombu Dojo og 10 dan, forsøgte uden heldet at gøre opmærksom på dette forhold, og da det ikke blev modtaget begyndte han at afholde såkaldte Ki-klasse, sideløbende med sin Aikido undervisning. Her videre udviklede han denne del af sit arbejde under fælles betegnelsen Shin shin toitsu do, som man kan blive gradueret i selv om man ikke dyrker Aikido.

I dette arbejde lægges der særlig vægt på åndedræts øvelser, helse og meditation.

Men impulsen fra Chibkon-Kishin bruges også i mange af Aikido Dojos overalt i verden som opvarmnings øvelserne. De udøves fordi de har stor helsemæssig værdi og at de samtidig højner kvaliteten i Kumi Wasa. De kendes i dag somAiki-wasa, Ki-taiso, Kenko-wasa og Hitori wasa. Man kan sige, at denne del af arbejdet er meget vigtigt, selv om mange endnu ikke forstår det. Som så meget andet er det noget man selv må opdage hen ad vejen.

Nogle taler om at genfinde genfinde det ”tabte ord” – Kotodama, men i realiteten har det aldrig været tabt eller forsvundet, kun flertallet opfatter det på den måde..

Furitama

Mælk er en vidunderlig saft. Når vi kværner den opstår fløde og kværner vi den får vi smør.

På samme måde kan vi indsamle den æteriske essens – den Universelle Ki og omforme den til vor Individuelle Ki.

Man lægger håndfladerne let sammen og skaber et lille rum mellem håndfladerne. Hænderne placeres foran maven (Hara) Derved har vi skabt en (Mudra) – en særlig håndstilling.

Vi ryster nu hænderne roligt – men alligevel kraftigt – op og ned. Medens man således ryster hænderne indånder man dybt, og lader bevidstheden stige op til hovedet, ved udåndingen tømmer man lungerne helt medens bevidstheden stiger ned til fødderne.

Øvelsen afsluttes roligt og i en meditativ tilstand. (Ki shin).

Indsamling af Ki, kan også gøres ved at hæver hænderne over hovedet og ryster dem meget kraftigt medens fingrene er udstrakte og hånden åben. Efter et stykke tid slår eller kaster man hænder i retning af jorden. M. Ueshiba talte om at man med denne løsnende øvelse, ”ryste støv af ledene”.

Ibuki Kokyu (det dybe åndedrag)

Jeg hørte om en aikido elev i England som straks holdt op med at dyrke aikido, da han fik besked på at han skulle prøve at trække vejret med tæerne. Men lige som planterne ånder med hele sit blad område, således må vi også lære at absorberer Ki med hele kroppen.

Ten no kokyu (Himmelens åndedrag)

I forbindelse med det dybe åndedrag, kan man o tømme lungerne helt, alt medens man hæver hænderne mod himmelen og lader alle urenheder strømme ud af kroppen for at blive absorberet i det uendelige rum. Derefter lader man arme og hænder synke langsomt med håndfladerne vendt mod jorden alt imedens man lader den Universelle Ki strømme frit ind i Hara og forvandles til vor Individuelle Ki.

Chi no kokyu (Jordens åndedrag)

Her begynder man med hænderne strakt op over hovedet og medens de langsomt sænker sig mod Jorden (Hara) foretager man en langsom udånding, som slutter med at man samler hænderne foran Hara.

På indåndingen lader man hænderne stige op mod Himmelen hvorved man lader den Universelle Ki gennem strømme krop og sind og opfylder Hara.

Enhed mellem himmel og jord åndedraget.

Himmelen og jordens åndedrag, kan også udføres ved at man holder begge hænder foran Hara og lader dem blive der. Man begynder med en dyb udånding for at lade dødsånden forlade kroppen og ved indåndingen lader man livsånden frit strømme ind i kroppen.

Det er vigtigt at trykket både uden for og inde i kroppen er identisk og at åndedraget er roligt.

Øjnene bør være lukkede.

I alle ovenstående åndedrætsøvelser sker indåndingen gennem næsen og udåndingen gennem munden.

Foreningen af Himmel og Jord åndedraget er også kaldet ”intet åndedrag”. Øjnene er lukkede og man lader åndedraget passe sig selv. Man fokuserer bevidstheden på næsespidsen og lader åndedrættet hæve og sænke sig frit, som flod og ebbe. Åndedrættet bliver en del af jordens åndedrag og det Kosmiske åndedrag – i en Universel udvidelse og sammentrækning, i en samling og spredning, i en åbning og lukning.

Aiki-wasa

Blandt rækken af Hitori wasa og Aiki-wasa findes der Torifune eller ”ro øvelsen” som ofte vises af M. Ueshiba på nogle af de gamle film med ham.

Øvelsen består i at fødderne står stabilt på jorden. Hoften (Hara) bevæger sig langsomt frem og tilbage, medens armene foretager en rytmisk ro bevægelse. Hænderne hænger afspændt ned langs siden og på den fremadgående bevægelse føres de op i vandret. På den tilbagegående bevægelse beskriver de en S lignede bevægelse rette mod hofterne, hvorefter bevægelse gentager sig.

I visse skoler gentages denne øvelse mange gange (20). Skiftevis med højre og venstre for forrest. Der kan bruges kiai til denne øvelse. Højre fod forrest. ”Eh” frem og ”Ho” tilbage. Venstre fod forrest. ”Ee” på skub og ”Sa” på træk.

Afsluttende bemærkninger

Da M. Ueshiba levede var der ikke mange blandt hans nærmeste elever, som kunne forstå hvad det var han talte om. Det der udgik fra Omoto bevægelsen forblev en Neo-Shinto Religion, som de ikke kunne antage. De fleste af hans elever kunne kun forstå den reviderede Ju Jutsu Budo, som han kaldte Aikido. De kunne forstå den etiske konsekvens af M. Ueshibas Aikido, men ikke den spirituelle eller Kosmiske side.

Efter M. Ueshibas død, var der kun meget få af hans elever som forsatte studiet af de spirituelle kilder, som er grundlaget for Aikido.

Lige fra jeg selv mødte Aikido har jeg stillet det samme spørgsmål, men er altid blevet mødt med en mur af tavshed, ”der findes kun teknikkerne og det er alt” lød svaret - eller afværgende svar, som ledte ud i verden af zen, yoga eller new ages pseudo-religiøsitet.

Jeg forstår godt at mange som synes at disse spørgsmål er for højt flyvende og ikke har noget med Budo at gøre, men at sige at de ikke har noget med Aikido at gøre er direkte vildledende.

Siden jeg mødte Tohei sensei i Japan og har arbejdet med Ki no kenkyukai, har jeg forsøgt de spor som kunne føre mig dybere ind til den kilde eller Satori, som var er årsagen til at mange kalder grundlæggeren af Aikido for O´sensei.

Nogle sagde til mig ”Jeg kan kun se at du bevæger dig længere og længere væk fra det som de fleste opfatter som Aikido”. Selv når man ser på det arbejde der udføres i Ki no kenkyukai, må man sige at man her ikke når meget længere end til den helsemæssige side af Ki princippet, selv om der tales om Ki-meditation. Den spirituelle side er vanskelig at finde ret mange steder i Aikido bevægelsen. Og dog findes den i enkelte dojos og Senseis, som søger at fremme denne side at Aikido uanset hvilken organisation de tilhører.

Da M. Ueshiba levede var der en udbredt tolerance og accept af forskeligheden blandt hans elever. Det var som om han ikke ønskede at lave noget system. Der var plads til at Nishio, sensei kunne lave sit Iaido arbejde og at Saito, sensei kunne lave sit Iwama arbejde. Måske skyldes det også at dette arbejde lå mere på linie med Budo, end de impulser som Tohei, sensei udviklede, nemlig det helsemæssige og meditative.

Så længe Saito og Nishio levede var der ingen som blandede sig i hvad de lavede, men da de døde, var Aikikai ikke længere interesseret i at opretholde denne særstatus. Anderledes forholdt det sig med Tohei, hvis forsøg på at løfte lidt af Grundlæggerens arv vedrørende den spirituelle side af Aikido. Årsagen til at Aikika lod Saito og Nishio gøre hvad de ville, var vel at de hele tiden erklærede deres loyalitet til Ueshiba familien. Tohei var ikke så diplomatisk og af et andet temperment end disse to gamle Shihans. Men som General Chef Instruktør og 10 dan, var hans stilling jo fra starten også en hel anden end Saito og Nishio.

Det store skisma som opstod efter at Ueshibs søn og Præsident for Aikikai ikke kunne enes med Tohei, om han rolle som General Chef Instruktør for Aikikai, har efterladt dybe spor i Aikido bevægelsen og den dag i dag er der mange som mener at Shin shin toistsu aikido ikke er ”rigtig” Aikido. Jeg forstår deres argumenter og bekymringer , når man sætter Aikido i relation til Budo.

I Ki no Kenkykai, var der perioder hvor ”terapeuter” og ”yogister” søgte at fjerne Aikido fra begrebet Budo. Den modsatte tendens har været at gøre Aikido til en Bu-juitsu eller Selvforsvars system. Begge disse tendenser leder efter min opfattelse bort fra det Universelle i Aikido.

Yoga og meditation i forhold til aikido

I mange Budo kredse, betragtes meditation som noget skadeligt i forhold til Budo. Denne opfattelse stammer fra at de fleste Budo grene forudsætter udnyttelse af den animalske aggression i menneskets sind og krop. Set fra denne synsvinkel er det en rigtig antagelse at meditation svækker denne animalske magnetisme i menneskets sind og krop.

Imidlertid bygger denne Budo antagelse på at det er menneskets instinkter og reflekser som gør Budo brugbar som kampkunst og den har den fejlagtige opfattelse af at meditation leder til en tilstand af søvnig dvaskhed og pacifisme.

Det er rigtig at visse former for Indiske Yoga metoder, kun søger den indre fred, som en form for bevidst søvn eller en slags nerve medicin for at kunne udholde at leve i en fjendtlig verden fyldt med lidelser og problemer.

Hvis vi ønsker at forstå meditationens væsen, kan vi ikke begrænser os til gamle kulturelle trosopfattelser fra orienten. Vi må søge ind i en transkulturel synsmåde, som giver plads til at forstå meditationen ud fra vore egne kulturelle forudsætninger.

Den spirituelle impuls som er optaget i Budo, stammer i vid udstrækning fra to åndelige skoler:

Den buddhistiske og Shintoismen, som er de to hover retninger i Japan. De hinduistiske eller indiske Yoga skoler er så væsens forskellige fra den japanske mentalitet, at de ikke har kunne optages i denne kultur.

Når meditation derfor afvise af mange Budo skoler, så er det ikke fordi, man afviser at en polering af menneskets sind og krop ikke er en del af Budo, men fordi den hinduistisk orienterede yoga og de buddhistisk skoler har vidt forskellige synsmåder.

Smerten som positiv impuls

Det grundlæggende spørgsmål for alle følende væsener er lidelsen og smerten i livet. Hvad er smertens oprindelse? Kan lidelsen fjernes? Hvordan fjerner jeg smerten? Dette er spørgsmål som vedrører alle følende væsner.

Den rette skelnen mellem årsag og virkning er her afgørende for hvilke resultater man opnår.

Negative følelser opleves af alle som noget man gerne vil være fri for. Kendsgerningen er imidlertid at smerten og lidelse ikke kan fjernes for livet. De ubetinget omstædig hed i livet.

Mange tror at man kan undgå smerte ved at bevæge sig fra en negativ situation ind i en ny positive omstændighed. Nogle kaldet dette for positiv tænkning. Imidlertid er det som oftest blot en form for flugt eller selvsuggestion. Årsagen er ikke forstået og de ubesvarede spørgsmål om smertens årsag flytter blot med over i den ”nye positive” situation og viser sig efter kortere eller længere tid at vende til bage i en ny karikeret form, således at det sidste bliver værre end det første.

Hvis fjernelse af smerte og lidelse var svaret og positiv tænkning metoden, ville sagen være meget enkel.

De fleste af os har alle prøve denne metode: vi kan udskifte kæresten, købe en ny bil eller hus, tage en charter rejse, dyrke noget sex, drikke lidt alkohol eller tage nogle stoffer, men når virkningen af disse nye oplevelser har fortaget sig ved vi alle at hverdagen vender tilbage og ofte i endnu stærkere form.

Den positive tænkning, selv suggestion eller meditation på indre fred, kan ikke fjerne de negative følelser. Det er vigtig at erkende denne kendsgerning.

Hvad er kan vi da for at komme for af de negative følelser? I den orientalske filosofi optræder begrebet karma. Normalt opfatter man det som loven om årsag og virkning, men for det meste ud fra en naturvidenskabelig opfattelse måde. Fra den materielle fysik er vi vandt til at sandheden om årsag og virkning er gyldig, men når det handler om menneskets sind, kan vi ikke overføre de fysikkens love.

Det er denne fejlagtige opfattelse af loven om karma der får mange til at tro, at vi kan ophæve de negative følelser ved at flytte vor bevidsthed in i et positivt felt, men det er en misforståelse.

Det første vi kan gøre er at erkende at vi ikke kan gøre noget ved de negative følelser. Derefter kan vi begynde at lade være med at retfærdiggøre de negative følelser. Det er normalt at retfærdiggøre negative følelser, som var det en ret vi har. Men vælger vi for en tid at blive i de negative følelser, vil man erkende at der hverken er noget stort eller retfærdigt i negative følelser, men at de blot er udtryk for svaghed og dovenskab en slags selv retfærdiggørelse, hvorved vi giver os selv lov til at dvæle de negative projektioner.

Det er på dette punkt at Aikido adskiller sig fra de lavere former for Yoga. For det første er Aikido teknikkerne et rollespild konflikt og angreb er en del af metoden. De forskellige angreb er med til at stresse modstanderen. En af de primære faktorer i aikido tager sit udgangspunkt i det vi kalder irimi og tenkan. Der er her ikke tale om en fysisk teknik, men om en sinds tilstand. At gå ind og ud af konflikten. Derfor er aikido også af mange blevet kaldt for ”meditation i bevægelse” eller ”walking meditation”.

Yogaens oprindelige betydning.

Det som mange ikke forstår er, at den hinduistisk orienterede Yoga er udviklet og beregnet til situationer og omstændigheder som ligger tusinder af år tilbage i menneskets fysiske og åndelige stadie. På dette tidspunkt vat Yogaen med til at udvikle åndedrætssystemet og det fysiske legeme.

Åndedrætssystemet har sin oprindelse i et gællesystem og det første lungesystem var beregnet til at virke i en hydrosfære dvs. liften var mættet af vanddampe. Luften var ikke klar og gennemsigtig som den nuværende atmosfære. Menneskets gik rundt som befandt det sig i en konstant tåge eller omhyldet af skyer.

Under sådanne fysiologiske omstændigheder blev Prama yamaen ( yoga åndedrætsøvelserne) udviklet.

I vor tid har åndedræts øvelserne kun to formål: 1) at forstærke den vitale livskraft i blodet og 2) at gennem et roligt, dybt og rytmisk åndedræt at skabe ro i krop og sind.

En anden af de oprindelige betydninger af den indisk orienterede yoga, var at forme menneskets skelet. Mange tror at det skelet som vi nu har altid har været således.

I menneskets fostertilstand og i de første leveår er skelettet imidlertid bruskagtigt og bøjeligt eller fleksibel. Et sådant bruskagtigt skelet findes også hos hajen som er et af havenes ældste dyr. Først i løbet af udviklingen begynder menneskets skelet at blive mere mineralsk og knogle artigt, indtil det før menneskets død er nærmest kalkagtigt.

I sin tidlige livsfase er skelettet lige som planterne gennemstrømmet af den vitale livskraft, men med alderen trækker denne kraft sig tilbage fra den fysiske krop for ved døden helt at forlade den fysiske krop.

I det gamle Ur-indien havde menneskets skelet stadig denne fleksible eller plastiske form. Hatha Yogan blev udviklet af de Hellige Rishier i Ur-indien, som havde en indre indsigt i hvorledes menneskets menneskets fysiske krop kunne udvikles til noget andet end den abelignende fysik som var den oprindelige form. Hatha Yogaen var altså en slags ”strækøvelser” ikke for muskler og sener som man tror i dag, men en udstrækning og formning af selve menneskets skelet.

Ovennævnte to Yoga metoder er i dag ikke mulig at udfører, idet deres hensigt og mål for tusinder af år siden er opnået og afsluttet.’

Shin shin toitsu do som en moderne skolingsvej

Alle kender talemåden ”Det er beder at forebygge end at helbrede” - f.eks. kræft, depression eller kredsløbs sygdomme.

Vi har også hørt det mange gange før, at Aikido ikke er selvforsvar. Selvforsvar forudsætter at jeg antager at et angreb er under opbygning og at dette angreb bør stoppes. Aikido handler imidlertid om at forebygge at negative følelser.

Handlinger og tanker som aktiveres på baggrund af negative følelser, vil altid skabe en karmadisk omstændighed og årsag.

De fleste mennesker har ikke moralsk fantasi eller kraft nok til at gå ind i konflikter – de vælger at flygte. Men enhver aikido teknik begynder med irimi – det at have mod til at blive stående. At gribe problemet og at fastholde det er begyndelse til at kunne begribe det negatives natur for derefter at træde ud af konflikten, uden at lukke døren efter sig – det er tenkan. Det vanskelige er ikke at åbne en dør, en at lukke den. En ting er at finde dør der leder ind til et nyt rum, men en anden er at finde udgangen, for uden denne er der ingen frigørelse.

Ofte hører man spørgsmålet: ”Virker aikido” og her i betydningen som kampteknik – ”på gadeplan” – men vi har jo ofte hørt at Aikido ikke er en ydre kampkunst, men at den virkelige fjende er i vort eget indre – vor negative følelser.

For mange forbliver aikido en interessant form for motion eller kampidræt og forståelsen af aikido som en indre skolings vej overses.

Det er i sig selv udmærket, for hvis Aikido kan hjælpe med til at opnå at krop og sind er naturlig afspændt er grundlaget for en videre udvikling tilstede.

Som yderligere et led i dette arbejde er der under begrebet Kenkodo, åbnet mulighed for at arbejde med den helsemæssige side af kroppen.

De forskellige åndedræts øvelser (kokyoho), strækøvelser (sotaiho) og massage eller berøringsøvelser (teateho) giver rig mulighed for fordybelse i det at tage ansvar for egen helse fri af terapeutiske og økonomiske interesser.

Med hjælp af aikido og Kenkodo kan vi hvis vi forbinder os med disse discipliner, skabe et godt grundlag for videre vækst. Dog mangler der stadig det tredje og sidste element, nemlig den meditative zone.

Meditation som individuel proces

Meditation eller enhver form for indre skoling, kan kun virke ud fra frihed. Ingen kan med rette forvente at nogen elev skal påtage sig en sådan opgave.

Forudsætningerne for enhver lærings proces bygger på tillid og tiltro og ikke intellektuel eller teknisk viden. Forstanden kan kun forstå. Den kan vide noget, men vished forudsætter en hjertelig forbindelse. Hvor tiltro, tillid og hjertelighed ikke er tilstede, er overførsel af visdom ikke mulig.

Kærlighed er ikke nogen magt eller indsigt, men en forvandlende kraft.

Den egentlige overførsel sker derfor ansigt til ansigt, fra mund til mund. Den direkte introduktion. Det skrevne ord, kan dog have en vis betydning for den der er i stand til at læse mellem linierne, eller det som også kaldes den usynlige skrift.

De skriftkloge kan fortolke tingene ud fra en forstandsmæssige synsvinkel, men de er ikke i stand til at fortolke den skjulte skrift eller den imaginative betydning af ordne eller det som kaldes Kotedama – det Åndelige Ord.

M. Ueshiba udgav en række af ledsætninger eller dokan som han kaldte Fredens Kunst, som nu er udgivet på dansk. Jeg kan på det varmeste anbefale at begynde studiet af Kotedama gennem en meditativ medtænkning af disse Åndelige Ord eller Manthras.

+) Fredens kunst er nu oversat til dansk og kan købes gennem henvendelse på poastmaster@aikido-ki.dk

Den meditative medtænkning er det indledende trin. Det er studiet af Visdoms Skrifterne. Alle de store åndelige skrifter er Hellige Skrifter, dvs. skrifter som har en helende virkning på menneskets sind. Det er en del af det forarbejde som udvikler menneskets moralske fantasi.

DIREKTE TILLID TIL BEFRIELSEN

Hvis der i tider som disse ikke er tillid til befrielsesmetoden, og ens meditation blot er en slappen af i et roligt sind, vil man ikke kunne undgå at blive bragt på afveje hvad angår den dybe indere fred.

En sådan meditation vil ikke være i stand til at overvinde negative følelser og begær. Den vil ikke være i stand til at stadse strømmen af karmiske dannelser. Det afgørende er hvordan vi åbner og lukker døre. Har vi den rette nøgle eller åbner og lukker vi med begær? Hvad der skaber karmiske relationer som ikke indgyder den dybe tillid, udspringer ikke af direkte vished. Derfor er frigørelses processen af afgørende betydning. At åbne og lukke døren er af afgørende betydning.

Vil du ind i rummet, må det først finde døren og når du er i rummer , må du finde udgangen. Når du har fundet indgangen og udgangen, har du ikke brug for nogen dør længere. Dette er befrielsens vej.

Der kan opstå et brændende begær efter at realisere en forestilling eller en negativ følelse mod et objekt som virker afskyende. Man kan opnå glæde ved at besidde noget eller rammes af sorg på grund af ugunstige omstændigheder og ting som sygdom - ligegyldig hvad der sker, er det i øjeblikket en prøvelse på ens styrke af åndsnærværelse –

Derfor: i dette øjeblik vil hverken lykke eller sorg, begær eller afsky.

Hver gang vi udsættes for sympati eller antipati eller stærke følelser af glæde eller sorg og alligevel er i stand til at fastholde vor praksis, så skyldes det, at ens åndsnærværelse er stabiliseret.

Al modstand er det råmateriale hvoraf al udvikling opstår.

De højeste tanker, den dybeste meditation er værdiløse og vil kun skabe mere karma, hvis ikke vi forstår befrielsens betydning.

Praksis her er – dobbeltrettet bevidsthed og neutral iagttagelse.

Forestillinger og følelser opstår hele tiden i sindets strøm, i sansernes, såvel som i den sansefire verden. De er som sultne spøgelser og rastløse dæmoner. Se dem for hvad de er, søg ikke moden modgift, men fasthold bevidsthedens inderste i den dobbelt rettede og neutrale iagttagelse eller den ægte åndsnærværelse. Det er den direkte tillid til befrielsen. Det er som sværdet, der skærer i vand uden at efterlade et spor. Uden at skabe ar – uden at skade.

Befrielsen opstår ikke ved at fortrænge eller undertrykke sindets evindelige strøm, men ved frit at tillade alle impulser, sanselige som ikke sanselige, at opstå som det de er, for hvad de er – og derefter sætte dem fri i det uendelige rum, som end ikke kan opfyldes af alle universets galakser.

Hvad end der opstår i vor sindsstrøm, vil det med den rette synsmåde, være med til at skærpe vor åndsnærværelse, som en føde for bevidsthedens inderste.

Ud fra denne skarphed og klarhed vil vi kunne fastholde de ægte værdier på skolingsvejen.

Ting og sager sker som før – intet er ændret – der er intet at gøre – ud over at følge den konstante selv-befrielse, fra identifikation og den forkerte tilknytning.

Savn og tab vil opstå – længsel og gevinst vil komme, men intet vil længere være som før vi begyndte at arbejde ud fra frigørelsens rette synsmåde . Det er måden hvorpå tingene sker som er afgørende ændret.

Da bevidsthedens inderste ikke kan eller skal skabes, men altid har været og ikke været, skal den blot opdages eller genkendes. Det er derfor man taler om at denne vej er ”ubesværet” og findes gennem ”behændige teknikker”.

Frigørelsens tre veje

Forarbejdet: At genkende

Den spontane genkendelse, er som at møde en gammel ven, midt på hovedgaden i myldre tiden i en storby. Sindet er her skarp som jægerens. Det er frigørelsen gennem simpel opmærksomhed.

Hovedarbejdet: At ophæve

Frigørelse så snart det opstår. Det er selv befrielsen. Som slangen der snor sig ud af sin egen knude.

Det er som den gamle mand der sidder i solen.

Efterarbejdet: Uden fordel eller ulempe.

At genkende og at ophæve er eet. Det er son tyven der går ind i det tomme rum, hverken ejeren eller tyven vinder eller mister noget.

Vi kan arbejde samtidig på alle tre planer.

Men forskellen ligger i måden, hvorpå befrielsen finder sted: det er nøglen

MEDITATION SOM VILDFARELSE

Mange tror at meditation handler om at op nå "indere ro". Der er opstået industrier som tilbyder hurtige kurser i meditation. De tror at det handler om at slippe fri fra tanker og følelser,
hvis det var tilfældet ville hash eller alkohol være nok.

Kontemplation i hverdagen er mere og andet end at udvikle en total afspændt tilstand i krop, tale og sind. Hvis det var målet ville terapeutiske systemer være svaret på mange spørgsmål.

Formålet med meditation ikke er at "gå dybt ind i os selv" eller trække os tilbage fra verden. Dzogchen handler ikke om søvngængeri og forføreriske dagdrømme men om vågen ansvarlighed.

Det vil sige at opdage sindes skarphed og basis, vejen og frugten eller essensen, naturen og energien.

Åbenhed og ærlighed er som en leg, hvor vore følelser og relationer til andre er blottet for kunstfærdige manipulationer eller strategier.

Fri for opfattelsen af selv-beskyttelse, selvisk-ambitioner, men selv-befrielse og spontan fuldstændig opmærksomhed. At være vågen er alt.

At meditere er lige så naturligt som at spise og at trække vejret. Der er ikke brug for særlige dragter eller diplomer i Dzogchen. Sindets natur strømmer frit som solens lys. Som en fiksstjerne i rum og tid. Der er ikke brug for koncepter for at opfatte sindets ubevægelige tomhed.

Der er intet som skal udvikles, men kun noget der skal genopdages. Som et barn der spontant genkender sin mor er genkendelsen. Opfattelsen som aldrig glemmes eller behøver huskes eller forklares.

Hvorfor klynge sig til fortiden og håbe på fremtiden - i det spontane øjeblik kan vi opdage alt og intet.

Spild ikke tiden på meningsløse teknikker og åndløse lærere. Træt ikke dig selv med tåbelige øvelser. Gentag alt kort men ofte - da vil din hverdag bliv en levende kontemplation hvor tvivl ikke findes. Kontemplationen er den direkte introduktion til essens punktet – Livs Ånden – Sindets Væsen. Den nøgne opmærksomhed.

MEDITATIV-ZONE

At etablere et meditativt arbejde, som er i overensstemmelse med nutidens situation, forudsætter at man må gøre op med måder at arbejde på som var mulige i fortiden.

Forstyrrelse og travlhed præger alle mennesker i dag. Prioriteringer falder ofte på kortsigtede og midlertidige interesser og behov. Derfor er det vigtig at finde en øvelsespraksis, som gør det mulig for mennesket at påtage sig en sådan praksis.

Arbejdet med Aikido (kampkunst), Kenkodo (helse) og Iaido (sværdkunst) har nu fundet sit rette leje efter mange års indsats

Den kommende tid vil nu fokusere på det meditative arbejde eller den meditative zone.

Da sindet er ustabilt er det nødvendigt at oplede praksis i passende perioder. De to bedste tider på døgnet er lige efter man er vågnet og lige før man lægger sig til at sove. Det forudsætter at man tager en beslutning om én ting og kun én ting.

Da arbejdet i realiteten er et selvstudie for voksne vil behovet for gruppe arbejde være dækket ind gennem et månedligt møde. Alligevel kan det hænde at man ikke kan deltage på det givne tidspunkt.

Derfor har jeg taget initiativ til at lave nogle rundskrivelser, en slags referater, så man kan følge med i arbejdet også selv om man ikke har deltaget i Ki-klassens månedlige møde.

På denne måde har vi en konkret gruppe-aktivitet, hvor tilmelding til hvert enkelt møde er ønskeligt, for at højne ansvarsfællesskabet i dette arbejde.

For at nye deltagere kan følge med i hvor vi befinder os i processen har jeg derfor valgt at lave denne weblog, Meditativ-zone, hvor rundskrivelserne vil blive samlet.

Rundskrivelse nr. 8

Det arbejde som vi her søger at fremme, bygger på de traditionelle tre trin.

1) forarbejdet, 2) hovedarbejdet og 3) efterarbejdet.

Forarbejdet består af studiet af relevante tekster. Det betyder ikke at vi lader os opsluge af tunge og tykke bøger, men at vi fokuserer på enkelte essenspunkter fra afgørende forfattere.

Hovedarbejdet består af praktiske øvelser, men i realiteten er der ingen forskel på den teoretiske og praktiske side af arbejdet.

Naturlig afspændt.

Første moment i øvelses praksis består af det vi kender fra aikido. 1) hold vægten på undersiden, og 2) vær naturlig afslappet.

Når vi sætter os ned skal ryggen være rankt, om man sidder med korslagte ben, i seiza, eller blot sidder på en stol betyder ingen ting.

For ikke at lade sig distrahere er det klogt at lukke øjnene.

Fra siddende position kan man nu lade vægten synke ned på undersiden, og åndedrættet blive dybt og roligt. Efter nogle få minutter vil man føle, at kroppen bliver lettere, føles mindre tung, og dermed er man ved at indtræde i den naturligt afspændte tilstand.

Neutralitet

Den første øvelse kaldes dobbeltrettet bevidsthed. Sindets strøm svinger mellem to poler – den ydre og den indre, det objektive og det subjektive. Øvelsen har til formål at gøre os bevidst om dette forhold, således at vi ikke lader os opsluge af enten den indre eller den ydre verden, af sanserne eller ikke-sansernes verden.

Sindet kan sammenlignes med en biograf. På lærredet ser vi at der udspiller sig en række af scener. Vi lever med i dem, føler med de elskende og hader skurken. Ønsker lykke for det gode og nederlag for det onde. Vi identificerer os i den grad med de lysende billeder og toner som kommer fra den film vi ser, at vi til tider fristes til at tro at det er virkelighed. Dette er sansernes verden.

Men vender vi os om og ser bagud i biografen vil vi se, at der i mørket stråler en skarp hvid lyskilde. Denne flimrende hvide lyskilde giver ingen mening. Vi ved imidlertid, at det er denne hvide lyskilde som er årsagen til, at vi kan sanse filmen deroppe på lærredet. Men det hvide lys er ikke årsagen til at vi kan se billederne. Hele handlingen ligger på nogle store filmspoler, som først bliver synlige når de projiceres op på et lærred og belyses af en kraftig lyskilde. Men årsagen til det der ligger på filmrullerne er et andet sted – de er skabt i et filmstudie eller et andet sted, på baggrund af en instruktørs iscenesættelse, men heller ikke han, er den oprindelige årsag til det vi oplever i biografen. Hele filmens idé udspringer måske af en forfatter, som har nedfældet sine ideer i en bog eller et film-manuskript. Det er kilden som udgår fra sindets sanseferie rum, idéverden.

Vort liv består det meste af tiden i, at vi opholder os i vor egen indre biograf, uden at vi dog nogensinde rigtig forstår meningen med det manuskript som er årsagen til det vi hele tiden oplever, såsom glæder og sorger, sympati og antipati i vor daglige eksistens.

At fordybe sig i denne forestilling om den indre biograf er med til at styrke bevidsthedens evne til at virke i to retninger på samme tid. Så længe vi kun lever i en ensrettede opmærksomhed, vil vi være domineret af enten ydre eller indre indtryk.

Styrkelsen af den dobbeltrettede bevidsthed, vil gradvis fremme det vi også kan kalde selv-erindring.

Vi kender alle ordsproget: kun døde fisk svømmer med strømmen. I den dobbeltrettede bevidsthed, vender vi os om, som i et nu, med ét sæt og begynder at svømme mod strømmen og dermed mod kilden.

I naturen findes der et fantastik drama sted, her, når forskellige fisk, fra forskellige steder i verdenshavene, pludselig begynder at bevæge sig tilbage til det sted i en konkret flod – til kilden hvorfra den kom. Ingen ved hvad det er som driver laksen til at kunne finde nøjagtig den konkrete kilde.

Den dobbeltrettede bevidsthedsøvelse er det første skridt til at lede mennesket tilbage til sin egen bevidsthedskilde.

Denne øvelse kan praktiseres hele tiden og i enhver situation.

Når sindet frigør sig identifikationerne, de ydre såvel som de indre illusioner, forestillinger og længsler, og mere begynder at leve i Nuets verden, vil vi opleve en gradvis stabilisering af sindet.

Forstyrrelser og travlhed vil stadig trænge sig på. Vi kan og skal ikke standse sindets strøm, bevidsthedens flod, men vi kan bevæge os mere frit mod og med strømmen. Vi behøver ikke hele tiden at være underkastet tilfældighedernes kræfter. Når vi er underkastet de negative impulser eller opslugt af de positive, mister vi vor selv-erindring.

Jo mere stabil vor selv-erindring bliver, jo mere vil vi ikke gå i panik når kriser opstår. Vi ved vi ikke kan eller skal forsøge på at vende strømmen, men, at det sind, som har opøvet den dobbeltrettede bevidsthed, har evnen til at svømme med eller mod strømmen og dermed befri sig selv fra fortidens bristede håb og fremtidens længsler efter noget uopnåeligt.

Den dobbeltrettede bevidsthed og selv-erindring er det første skridt på vej bort fra det spaltede, delte, eller duale, sind og hen mod enhed mellem krop og sind.

Forbliv altid i denne udelte tilstand.

FANG DET OG SLIP DET

Sammenligning sker for at fastholde noget i forhold til noget andet.

Sindet griber følelser, tanker og oplevelser og fastholder dem.

Vi ønsker at eje vore evner. Begær er at ville fastholde noget.

At tingene bliver stående.

Dzogchen praksis er at give slip, eller før det: ikke at gribe.

Derved friholdes energien, som eller bindes i grebet.

Der er ikke tale om en ligegyldighed eller sløvhed, ikke at være arrangeret.

Der er tale en åndsnærværelse, som ikke skubber og ikke trækker, en tilstand af naturlig afspændthed, hinsides beslutninger.

Naturligvis griber og fastholder vi, skubber og trækker og beslutter det meste af vor vågne tilstand, fanger og slipper, men vi kan i korte perioder opfatte ikke gribe og ikke begribe.

Det er i disse øjeblikke, hvor vi opfatter krop og sind som afspændt og frigjort fra tyngde, at en rumlig lethed indtræder i krop og sind.

Vi søger at begribe ord, det er ønsket om at forstå, men forståelse er ikke det samme som indsigt.

Når vi cykler har fødderne sluppet jorden for at træde pedalerne rundt, det skaber fremdrift. Vi må opøve balance for kunne cykle – sindet må være afspændt og i balance – retningen finder vi ved at lede styret.

Når kroppen er afspændt og føles let er det fordi sindet er frigjort. Sindet leder kroppen. Kroppen er hvor sindet er.

Når sindet er let og afklaret er behovet for at forstå mindre fordi energien ikke er fanget i fastlåste forestillinger eller ønsker. Det er en højere bevidstheds tilstand, en mental hjertelighed.

Der er ikke tale om barnagtig selvoptagethed eller psykose, men om en overbevidst midlertidig tilstand.

Der er ikke tale om en intellektuel forståelse, det ville være som at læse fin kogebog, uden selv at kunne lave en simpel ret mad. Derfor er virkeliggørelsen vigtigere end indsigt og forståelse er som at læse en kogebog, uden at kunne smage og dufte de herlige retter som er beskrevet.

Det er forskellen på at sove, drømme og at være vågen.

DE FIRE PRINCIPPER

Et af de grundlæggende elementer som Tohei, sensei udviklede var de fire principper.

Den øvelse som her beskrives søger at anvende de fire principper i praksis.

I denne øvelse vælger vi at lægge os ned på ryggen. Mange øvelser kan udføres når vi står, går eller sidder ned. I megen Yoga tror man at korslagte ben eller ”Lotus stillingen” er den ideale og i Budo tror mange at Seiza, sidde på knæ, er den eneste rigtige position. De afgørende er at kroppen befinder sig godt med den position man vælger. Så for de fleste vil en stol være at foretrække, hvor fødder, knæ og rygsøjle danner 90 graders.

Vægten på undersiden.

Når vi lægger os ned, vil vi mærke forskellige trykpunkter. Fokuser på venstre hæl, knæ og hofte. Derpå højre hæl, knæ og hofte. Bliv bevidst om disse trykpunkter. Fokuser der efter på venstre hånd, fingerspidserne, håndled, albue og skulderled. Gentag processen ved højre arm. Glem ikke trykpunkterne i benene. Sidste punkt er baghovedet. Mærk nu nøje efter og konstater hele krops vægten som hviler på underlaget. Brug nogle minutter på denne proces.

Ophævn nu oplevelsen af trykpunkterne. Fordel langsomt kropsvægten til hele kroppens underside. Oplev hvorledes hele vægten synker om på bagsiden og at kroppens bagside nu bærer hele vægten.

Mærk hvorledes kroppen hviler roligt mod underlaget, som når man forbereder sig på at sove.

Brug nogle minutter på denne proces

Efter nogen tid vil vi begynde at mærke at åndedrættet er faldet til ro og blevet dybere. Lad åndedraget passe sig selv.

Du vil nu begynde at føle en vis lethed i kroppen, som om kroppen svæver en lille smule over underlaget. Jo mere vægtløs du føler din krop, jo mere vil du opleve at de krop begynder at være naturlig afslappet. Musklerne er hverken over eller under spændte. De er stemt, har den rette tonus, som strengede på en violin. Når violinen er stemt korrekt er tonerne ikke falske. Klangen er harmonisk. Instrumentet stemmer.

Vi kan gennem de to første øvelser: Vægten på under siden og lad kroppen være naturlig spændt opleve at kroppen nu fungerer bedst, med mindst brug af energi. Der er ikke nogen unødvendige anstrengelser eller modstande som skal overvindes. Kroppen er i sin oprindelige og naturlige tilstand: Harmonisk.

Lad Ki strømme frit

Fokuser nu igen på venstre ben. Visualiser at der i foden åbner sig en sluse og at der gennem denne sluse strømmer den Universelle Ki. Man kan visualiserer at hele det venstre ben er som en flod, der lader rent og klart vand strømme op i kroppen og ind i maveområdet som i østens traditioner kaldes Hara.

Hara er et center eller et område i kroppen, som vi kan visualiserer som et uendeligt stort ocean, som kan rumme alt og intet.

Brug nogle minutter på at visualiserer denne proces

Uden at glemme den første flod, åbner du nu for sluseporten i det den højre fod. Den Universelle Ki strømmer nu frit ind gennem den anden flod og ind i Hara, som kan absorberer alt og intet. Hara er centret fro den Individuelle Ki.

Uden at glemmer de to floder og Hara, åbner du nu sluseporten i din venstre håndflade. Måske vil du nu kunne mærke en lille snurren eller vibration i fødderne og i håndfladen.

Visualiser nu den tredje Ki flod. Lad Ki strømme frit ind og ned gennem kroppens Centerlinie forbi hjertet og ned i Hara.

Gentag nu processen i højre arm og visualiser den tredje Ki flod som strømmer ned i Hara gennem kroppens Centerlinie.

Visualiser nu hvorledes den Universelle Ki frit strømmer gennem de fire Ki floder og ind i det individuelle Ki rum, kaldet Hara.

Dvæl i nogle minutter i denne proces.

Dine egne visualiseringer er de bedste. Nogle foretrækker at visualiserer vandet som en rensende og lægende impuls, andre foretrække at se processen som dannelse af et Lys legeme og farver og andre oplever varme, medfølelse og kærlighed.

Det afgørende er blot at der er tale om højere følelser eller bevidstheds impulser.

Bliver man forstyrret eller taber opmærksomheden, gør det ikke noget. Aksepter det blot og vend rolig tilbage til øvelsen, og forsæt visualiseringen.

Fasthold eet punkt.

Ret nu hele din opmærksomhed på Hara. Visualiser nu dette område som en cirkel med et centrum. Lad cirkelen blive til en kugle, som langsomt vokser sig større. Fasthold centrum som ”Jeg er” – Lad kuglen udvide sig i det uendelige, som univerests vidder.

Du kan se dette rum som den mørke nattehimmel, når du står og ser mælkejens uendelige stjerner.

Du kan se det som når du ligger på en grøn græsplæne om sommeren og lader den uendelige blå farve og de hvide skyer drive forbi.

Du kan se det som solens klare lys, når den står højest på den skyfri himmel, eller når den oplyser himmelen ved sol nedgang og opgang. Eller rettere jord opgang og nedgang.

Fasthold i dette uendelige rum – dit eget centrum – dette ”Jeg er Jeg”.

Lad nu det uendelige rum trække sig sammen – ved at formindske det med det halve, som et små sæt eller ryk, lader du kuglen trække sig sammen om centrum. Forsæt med at visualisere denne sammentrækning – eller koncentrering indtil center og omkreds er eet.

Gå ind i selve centrum og forsæt koncentrationen, indtil både center og periferi opløser sig selv i et
”Væren er Væren”.

I denne Åndsnærværelse, vil sindets sande og oprindelige natur vise sig som en klar årvågenhed eller total opmærksomhed.

Denne tilstand er gennem tiderne blevet kaldt mange ting: Kosmisk bevidsthed, Oplysning, Satori eller Nirvana.

Kan vi opleve en sådan tilstand nogle få sekunder om dagen vil det være særdeles tilfredsstillende.

TRÆNING AF KROP OG SIND

Så længe barnet og den unges krop vokser og udvikler sig er fysisk træning særdeles vigtig for at hele menneskets fysonomi udvikler sig naturligt og optimalt.

Før 1940 var det kun en minoritet af voksne som efter en arbejdsdag havde overskud til at dyrke idræt, gymnastik eller sport. Alt arbejde var kropsligt krævende og ord som motion eller fitness, var ukendte.

Først op i 50erne da meget af det fysiske arbejde blev automatiseret, begyndte man at savne afløb fra det som det naturlige fysiske arbejde i hverdagen gav mennesket.

Interessen for sundhed og helse er steget siden da og har udviklet sig til en industri med store økonomiske interesser. Fitnesscentrene har kronede dage og tusinder af mennesker jogger i naturen.

Det er en vigtig erkendelse der er gjort at mennesket har brug for at bruge sin krop hele livet igennem. Hvad man imidlertid ikke tænker over er at der er forskel på hvilken type af fysisk udfoldelse man har brug for alt efter hvad alderstrind man befinder sig på.

Meget af fitness ideen rummer imidlertid noget usundt hvad angår udviklingen af menneskets sind.

Det er som der i denne form for sundheds opfattelse knytter sig et skjult ønske om evig ungdom.

Når man ser unge mennesker på løbebånd, med hovedtelefoner og cola flasken lige ved hånden, så får jeg ikke et indtryk af helse og heller ikke når jeg ser gamle mennesker stavre rundt ude i skoven i al slags vejr med hjerte og lungerne helt oppe i halsen, så oplever jeg der heller ikke noget helsemæssigt sundt.

Der knytter sig til hele den nuværende vestlige kulturperiode en inderlig længsel efter evigt liv i det fysiske, ønsket om aldrig at blive gammel - en slags balsamering af livet – en angst for døden.

Gennemsnits alderen er side 1900 tallet til 1950 steget fra 45 år til 60 og i 1990 er den oppe på ca. 75 år – altså en stigning 30 år i løbet af blot 100 år!

Det skyldes ovennævnte forhold, smat bredere kost, boligfothold og ikke mindst lægevidenskabens evne til at holde mennesket meget længere i live end det tidligere var muligt.

Det vi mangler at forstå vedr. opretholdelsen af en sund fysisk krop et helt liv igennem er, at mennesket med alderen har meget mindre behov for at bevæge sig end barnet der elsker at hoppe og springe rundt dagen lang.

Den form for motion som det voksne, midaldrende og gamle har brug for adskiller sig kvalitativ ved de forskellige livsafsnit.

Tager vi f.eks. spørgsmålet om solbadning, så er det jo ikke mange år siden at, begyndt at advarer mod den ekstreme kosmetiske dyrkning af kroppen på dette felt. Solbadning og hudkræft blev knyttet sammen.

Ser vi huden som en slags solfanger, optages der gennem huden nødvendige sol impulser, men kroppen har i realiteten ikke brug for flere af disse impulser end dem som den kan optage i årets løb gennem det lys der lander på vore hænder og ansigt.

Dette blot som et eksempel på at vi må forstå den kropslige motion i et relativt lys.

Ofte hører man ”Du er hvad du spiser” – men vi kan hverken spise eller drikke os til evig lykke eller sundhed. Uanset hvor sundt en menneske lever vil dets krop uafvendelig før eller side gå i opløsning og dø.

Vi kan sammenligne vor krop med en bil. For at bevæget sig må motoren tilføjes brændstof, men uanset hvor høj oktan tal benzin jeg end hælder på tanken, vil den ikke flytte sit, med mindre der er en gnist til at antænde brændstoffet.

Siger vi at brændstoffet er kroppens fysiske energi, så kan vi sige at tændingen, den elektriske spænding er sindet.